Sammen kan vi mere

Halvårsregnskab 2019 fra Danske Andelskassers Bank A/S: Resultat for halvåret på 108,8 mio. kr. før skat overgår bedste årsresultat siden 2011

29 Aug 2019


Selskabsmeddelelse nr. 16/2019 | 29. august 2019
                                                                                                                                          

Hovedpunkter i halvårsregnskabet:

  • Resultat før skat på 108,8 mio. kr. pr. 30. juni 2019 mod 65,6 mio. kr. pr. 30. juni 2018. Der er tale om en stigning på 66 %. Resultatet for halvåret 2019 overstiger det bedste årsresultat i banken siden børsnoteringen i 2011.

  • Samlede kursgevinster på 51,9 mio. kr. og aktieudbytte på 23,1 mio. kr. primært som følge af gunstige forhold på de finansielle markeder og positivt afkast af bankens investeringer i partnerselskaber.

  • Fortsat lave nedskrivninger på 16,7 mio. kr. i 1. halvår 2019 mod en tilbageførsel på 4,3 mio. kr. i 1. halvår 2018. Generelt lave eller direkte faldende nedskrivninger på privatkunder og de fleste erhvervskunder, men stigning på landbrugskunder.

  • Gebyrindtægterne er for 1. halvår 2019 på 132,0 mio. kr. og ligger dermed på et fortsat højt niveau. Årsagen er først og fremmest et højt aktivitetsniveau på boligområdet med stigende indtægter i forbindelse med lånekonverteringer og finansiering af boligkøb.

  • Stigning i udlånet med 3,7 %. Stigningen gælder både udlån til privat- og erhvervskunder, mens der har været et fald i udlån til landbrug på 9,2 %, hvilket er i tråd med bankens strategi.
     
  • Basisindtjening på 73,8 mio. kr. i 1. halvår 2019 mod 72,5 mio. kr. i samme periode 2018. Ses der bort fra engangsomkostningerne på 11,9 mio. kr. i 1. halvår 2019, er basisindtjeningen steget med 18,2 %.

  • Kapitalgrundlaget er markant forbedret med en kapitalprocent på 18,9 %. Banken har således en kapitalmæssig overdækning på 5,8 % i forhold til det samlede kapitalkrav på 13,1 %.

  • Som følge af to opjusteringer i juni måned forventer banken nu en basisindtjening i intervallet 150-180 mio. kr. i 2019 og et resultat før skat i intervallet 320-360 mio. kr.

Adm. direktør Jan Pedersens kommentar til halvårsregnskabet
”Danske Andelskassers Bank leverer endnu engang et meget tilfredsstillende resultat. Vi kommer ud med et overskud på 108,8 mio. kr. før skat, hvilket er en stigning på hele 66 % i forhold til første halvår 2018. Faktisk overgår resultatet for halvåret 2019 det hidtil bedste årsresultat siden bankens børsnotering i 2011.

I første halvår fortsætter vi de seneste kvartalers positive udvikling med øget udlån, højere gebyrer som følge af et højt aktivitetsniveau på især boligområdet og stigende basisindtjening. Hertil kommer pæne indtægter fra kursreguleringer og udbytter. Indgåelse af partnerskaber og ejerskab af virksomheder i finansielle sektorselskaber har været strategiske valg, som længe har bidraget betydeligt til bankens indtjening. Både i form af provisions- og gebyrindtægter og i form af andele i virksomhedernes værdiskabelse.

Nedskrivningsniveauet er fortsat lavt med 16,7 mio. kr., og for mange privat- og erhvervskunder er nedskrivningerne direkte faldende.

Den positive udvikling i driften resulterede den 21. juni i en opjustering af forventningerne til årets resultat, som herefter forventes at blive i størrelsesordenen 320-360 mio. kr. før skat. Den 28. juni fulgte endnu en opjustering, denne gang af den forventede basisindtjening, som blev opjusteret til intervallet 150-180 mio. kr. Denne opjustering skete på baggrund af en justeret sammensætning af vederlaget fra Sparinvest Holdings SE som følge af salget af 75 % af aktierne i Sparinvest. Salget er nu godkendt af myndighederne og forventes gennemført den 30. august 2019.

Salget af Sparinvest vil medføre en væsentlig styrkelse af Danske Andelskassers Banks kapitalgrundlag i 2019 og vil betyde, at banken herefter vil være blandt landets bedst kapitaliserede pengeinstitutter. Det vil give Danske Andelskassers Bank bedre muligheder for at føre sin nye vækststrategi ud i livet. Her vil vi sætte aktivt ind på flere forskellige områder, blandt andet ved åbning af nye filialer i København og Odense. Vi vil også skærpe vores i forvejen store fokus på partnerskaber. Dels i forhold til at styrke samarbejdet med nuværende samarbejdspartnere og dels ved at indgå nye partnerskaber. Alt sammen med det formål at udvide, videreudvikle og forbedre vores tilbud til kunderne både på privat- og erhvervsområdet.

Senest er banken indtrådt i KONTANTEN-samarbejdet. Det vil give kunderne adgang til langt flere pengeautomater på landsplan på attraktive vilkår og vil samtidig medføre en mere ensartet service og kvalitet for kunderne.

Tiltagene er med til at understøtte bankens strategi om at blive en enkel bank både for kunder og medarbejdere.”

Forventninger til 2019
Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 14/2019 forventer Danske Andelskassers Bank en basisindtjening i 2019 i intervallet 150-180 mio. kr. og et resultat før skat i intervallet 320-360 mio. kr.

Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan kommunikationschef Tine Martlev Pallesen i Danske Andelskassers Bank kontaktes på telefon 87 99 30 33 eller mobil 23 72 55 70 samt pr. mail tmp@dabank.dk

Vedlagte filer
Halvårsrapport 2019 – Danske Andelskassers Bank A/S
Selskabsmeddelelse Danske Andelskassers Bank A/S – Halvårsrapport 2019

Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater, udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.

Vedhæftede filer